Praktisk information

Når du møder til træning

Du skal være omklædt, når træningen går igang. Træningstøj er på, skoene er bundet, al håret er væk fra ansigtet og sat op i en hestehale, alle smykker er taget af og man har sin vandflaske med hen til måtten. Har du lige fået lavet huller i ørerne eller andre piercinger, skal disse være dækket af sportstape, inden træningstart.

Træningstøj består som regel af shorts, t-shirts eller leggins og langærmet bluse, som udøvere selv anskaffer sig. Er det din første prøvetræning, bedes du tage noget lignende på. Gerne shorts hvis du har, samt en tætsiddende T-shirt – helst uden snore, lynlåse,  lommer og hætter. Dette er af sikkerhedsmæssige årsager, når vi stunter.

Til træning skal alle bære indendørs træningssko. De fleste medlemmer bruger sko af mærkerne Nfinity og Varsity, men du kan også bruge lignende sko . Vi kan anbefale butikker, når du er blevet meldt ind. Udøverne i Rockets Cheerleaders har en facebook gruppe hvor man kan købe og sælge brugt udstyr. Søg på ‘Rockets Brugtbiksen’ på facebook.

 


Konkurrence eller ikke konkurrence?

Vi tilbyder både opvisnings-/konkurrencehold samt hold helt uden konkurrencer – også kalder cheersport.
Den største forskel er hvor meget tid, man vil bruge på træning og hvor mange penge, man ønsker at bruge på sin sport. Som begynder kan man sagtens starte på et opvisnings- eller konkurrencehold.

På hold uden konkurrence er der en enkelt træning om ugen. Udover kontingent betaler man hver sæson for en t-shirt og en sløjfe (kun piger).

På opvisnings- og konkurrencehold er der – alt efter niveau – som minimum 1 træning om ugen og 1 ekstratræning om måneden. Det er obligatorisk at deltage i træning, da det er vigtigt at kunne træne med et fuldt hold. Der er højere udgifter, da man udover kontingent, t-shirt og sløjfe har udgifter til sko, uniform, konkurrencelicens og naturligvis selve konkurrencerne.

Ønsker du at gå på et opvisnings- eller konkurrencehold, er det obligatorisk at deltage i sæsonens konkurrencer samt de tilhørende generalprøver. Det forventes også, at du deltager i alle træninger og som minimum melder afbud i god tid direkte til trænerne, hvis du er forhindret. På hold uden konkurrencer kan man tilvælge at deltage i op til 4 opvisninger internt i klubben i løbet af året. Under de enkelte hold kan du få et overblik over træningsmængde og økonomi.

Men hvad er så forskellen på opvisningshold og konkurrencehold?

Internt i klubben er opvisningshold og konkurrencehold det samme. Begge øver rutiner og træner frem mod 3 nationale konkurrencer hver sæson. Forskellen ligger i, at konkurrencehold får point og bliver rangeret til konkurrencer. Opvisningshold (5-11 år) viser deres rutine foran dommere og publikum og bliver til præmieoverrækkelse kaldt op for at modtage et badge. På den måde oplever alle børn at være til en rigtig konkurrence uden at føle et pres over at skulle være de bedste.


At gå til konkurrencecheerleading

Langt de fleste hold i Rockets Cheerleaders deltager ved konkurrencer som opvisnings- eller konkurrencehold. Deltagelse i konkurrencer skaber et unikt sammenhold og giver vores udøvere en masse succesoplevelser. De oplever at være værdifulde og uundværlige i fællesskabet.
Det kræver dedikation at gå til en konkurrencesport – især cheerleading, som er en sport, hvor alle er lige vigtige. Dette betyder, at alle på holdet er en del af et vigtigt fællesskab og ingen kan undværes til træning. Derfor skal man være indstillet på at prioritere sin sport højt og komme til hver træning. På begynderhold er der træning 1 gang om ugen og måske et par ekstratræninger op mod en konkurrence. På de lukkede hold er der både hverdags- og weekendtræning samt ekstratræning tæt på konkurrencer.

Vi henstiller naturligvis til at man planlægger biografture, grillaftener, fødselsdage m.m. på tidspunkter, hvor der ikke er konkurrencer. På flere hold har vi regler for, hvor meget fravær man må have for at gå på holdet. I starten kan det måske føles som en stor mundfuld, at det forventes at man altid kommer og at der er fraværsregistrering, men efter et stykke tid mærker man vigtigheden af altid at komme, da hver og en er vigtig på holdet, og man vil samtidig føle sig værdifuld og betydningsfuld.

På alle vores hold går vi meget op i at have et godt sammenhold. Vi planlægger ofte sociale arrangementer, hvor vi kan hygge os sammen. Og når man dyrker en sport, hvor man kommer så tæt på hinanden til træning, så kan det ikke undgås, at der bliver knyttet stærke bånd. Konkurrenceelementet er også med til at knytte holdkammerater sammen. Vi har et fælles mål og en fælles drøm, og vi skal i fællesskab nå derhen. Man finder venner for livet, både på sit eget hold og på de andre hold.

Vi deltager hvert år i 3-4 konkurrencer og alle udøvere er naturligvis med til de konkurrencer, deres hold stiller op i. Konkurrencer kan ligge på Sjælland, Fyn og Jylland og udøvere fra 8 år kører sammen i bus og overnatter sammen på en skole. Udøvere mellem 5 og 8 år kører og overnatter med deres forældre.


Positioner i stunts

I cheerleading stunter vi, det vi sige, vi laver løft og kast. Derfor har vi forskellige positioner. Baser og backspot er dem, der løfter mens flyer er den, der bliver løftet. Utrolig mange børn drømmer om at være flyer – men det er altså kun 20-25% på et hold, der bliver flyers. Og det er ikke en position, der går på tur. På børnehold (12 og under) har man ikke nødvendigvis den samme position en hel sæson, men vi rokerer heller ikke hver uge eller måned. Og husk: ALLE positioner er lige vigtige.


Konkurrencer 2023/2024

Nationale konkurrencer for alle opvisnings- og konkurrencehold:

18/11: Julecup, Aalborg
9/3: Spring Cup, Sjælland
1/6: DM, Aarhus

Generalprøver og shows for alle opvisnings- og konkurrencehold. Træningshold opviser også ved generalprøver:

11/11: Generalprøve efter kl. 12.30
2/3: Generalprøve efter kl. 12.30
25/5: Generalprøve efter kl. 12.30
22/6: Sommerfest efter kl. 12.30

Konkurrencer for udvalgte hold:2-3/12: NALC
26-29/4: Worlds
2-5/5: Summit
18-20/5: ECC
28-30/6: EM

 

Konkurrencer i kommende sæsoner:

D. 16.-17. november 2024: Jule Cup 2024, Randers
D. 8.-9. marts 2025: Spring Cup 2025, Sjælland
D. 25.-26. maj 2025: DM 2025, Sjælland, ROCKETS ER VÆRT

D. 22.-23. november 2025: Jule Cup 2025, Frederikshavn
D. 7.-8. marts 2026: Spring Cup 2026, Sjælland
D. 30.-31. maj 2026: DM 2026, Sjælland

 


Øvrige omkostninger:

På alle hold betales der en sæsonpakke pr. sæson. En startpakke indeholder for de fleste holds vedkommende licens til forbundet,  klub t-shirt, sløjfe, leje af uniform.

Tjek de enkelte holdsider for at se omkostningerne.

Du skal dog selv købe træningssko og træningsshorts eller -bukser. Du har også mulighed for at købe officielt træningstøj i vores Webshop.


Passivt medlemskab:

Det er mulighed at støtte Rockets Cheerleaders gennem et passivt medlemskab. Hvis forældre, bedsteforældre eller andre ønsker at blive passive medlemmer, koster det kr. 50,- pr. måned.

Indmeldelse som passivt medlem sker via e-mail til info@rocketscheerleardes.com.


Fritidsforsikring:

Rockets Cheerleaders har ingen forsikring, som dækker, hvis et medlem kommer til skade under træningen eller til konkurrencer. Vi skal derfor opfordre dig til selv at sørge for at have tegnet en fritids-/ulykkesforsikring både til dig selv og til dine børn, som dyrker idræt i fritiden. Rockets Cheerleaders har, gennem sit DGI medlemsskab, naturligvis en kollektiv forsikring, som dækker instruktører, ledere og andre frivillige, der yder en indsats i foreningen.


Udmeldelse:

Udmeldelse af foreningen Rockets Cheerleaders kan kun ske via hjemmesidens web formular.
Du kan udmelde dig af Rockets Cheerleaders på et hvilket som helst tidspunkt. Der skal ALTID betales kontingent i den måned hvor udmeldelsen falder.
Falder udmeldelsen senere end den 15. i måneden skal der betales kontingent for den efterfølgende måned.